Transport af 40 XXL monopæle
Når man arbejder med monopæle på næsten 100 meter i længden, omkring 10 meter i diameter og over 1.200 ton, kræver det udstyr og koordinering i den helt tunge ende. CS WIND Offshore A/S har produceret 40 af disse XXL monopæle til Ørsted’s kommende havvindmøllepark Borkum Riffgrund 3, og BMS har haft ansvaret for både intern transport og load out.
SPMT transport gennem hele produktionen
Siden produktionen gik i gang, har BMS støttet CS WIND Offshore med flytning af plader og sektioner i produktionen samt transporten af de færdige monopæle. Det er blevet muligt gennem en stadig større flåde af SPMT-moduler. De 40 monopæle er af typen TP-less monopiles, hvor overgangsstykket er integreret i selve monopælen. Det flytter en del af arbejdet på land og giver en markant tungere konstruktion.
Derfor er SPMT’er oplagte i denne type projekter, fordi man kan tilføje flere aksellinjer, efterhånden som vægten øges. Til den interne transport blev der brugt 48 aksellinjer.
Load out med nyindkøbte SPMT-moduler
BMS havde også ansvaret for load out af de 40 monopæle. I sæt af tre blev de kørt ombord på en pram ved Lindø/Port of Odense, før de sejlede til Eemshaven i det nordlige Holland til endelig afskibning og installation. Til denne del blev der anvendt 54 aksellinjer fra de nyindkøbte SPMT’er fra TII Scheuerle.
En vigtig del af fremtidens energiproduktion
Når Borkum Riffgrund 3 står færdig, leverer projektet 913 MW og grøn strøm til omkring 900.000 husstande. Vindmølleparken bygges uden transformerstation til havs, og møllerne kobles derfor direkte til DolWin epsilon konverterplatformen via 66 kV kabler.
