Menu ikon

Kontakt lokalafdeling

phone
Model kørepladebil, Henrik har bygget

Mød menneskene i BMS

Henriks arbejdsdag stopper ikke helt, når han parkerer kørepladebilen

Om dagen kører Henrik køreplader fra Vamdrup. Hjemme i Bække bygger han lastbiler i skala 1:87, blandt andet en model af den BMS-bil, han selv kører i.

Henrik Friis Clausen Kørepladechauffør

BMS Vamdrup

Først den store

Henrik har snart været chauffør i 39 år. Han begyndte hos sine forældre i Gesten og har siden kørt lidt af hvert, fra dagligvarer og frostvarer til sand, jord, korn og køreplader. De seneste fire år har der stået BMS på arbejdsdagen.

I dag kører Henrik køreplader fra Vamdrup. Her handler jobbet om at få pladerne frem, lagt og hentet igen, også når underlag, vejr eller adgangsforhold gør opgaven lidt mere besværlig. Og det passer egentlig Henrik meget godt.

En vinterdag ringede Simon fra værkstedet. Rimfrost havde gjort pladerne glatte, og en kollega havde brug for hjælp. Henrik kørte ud, og sammen fik de løst problemet.

Så den lille

Når arbejdsdagen er slut, skifter Henrik skala. Til 1:87.
Modeljernbane og modelbiler er hans måde at koble af på hjemme i Bække. Og selvfølgelig har arbejdet sneget sig med ind i hobbyen. Henrik har bygget en model af den BMS-kørepladebil, han selv kører i til daglig, og en af en kollegas bil.

Sammen med en kammerat arrangerer han også modeltogsmesse i Gesten. Da de holdt den første i 2025, havde de lejet hallen, stillet omkring 80 borde op og fået tre modelbaneanlæg på plads. De håbede på 200 gæster. Der kom 400.

Erfaringen kommer med i bilen

Henriks mange år som chauffør bliver også brugt, når nye kolleger skal ind i arbejdet.

Da Mads skulle lære at køre med køreplader, fik Henrik ham med i tre dage. Henrik kalder selv dagene tre sjove dage, og Mads har siden fået en særlig plads i hans hjerte.

Det er også en del af jobbet for Henrik. At hjælpe hinanden, give erfaringen videre og få opgaven løst sammen.

Faglig stolthed følger med

Henrik siger selv, at han er stolt af sit fag og af jobbet som kørepladechauffør.
For ham handler arbejdet ikke bare om at få pladerne fra A til B. De skal ligge, så andre kan komme sikkert videre med deres arbejde, og nogle gange kræver det, at man finder en løsning undervejs.

Det er også derfor, Henrik godt kan lide de opgaver, hvor forholdene ikke spiller helt fra start. Efter snart 39 år som chauffør er det stadig den slags dage, der gør arbejdet interessant. Og når han bliver spurgt, om andre skal søge job hos BMS, er svaret enkelt: “Så synes jeg, de skal søge.”

“Jeg elsker, når det er lidt bøvlet og træls på pladerne.”

Henrik Friis Clausen
Kørepladechauffør
Se ledige stillinger