Tårninstallation på raffinaderi i Norge
Sammen med BMS-ejede Kranringen AS stod BMS Engineering for planlægning og gennemførelse af opgaven med at losse, transportere og montere et stort tårn på et raffinaderi i Norge.
Tårnet, som vejede 125 ton, var 25 meter langt og havde en diameter på 9,4 meter. Det blev losset offshore fra skib ved hjælp af en flydende Shearleg-kran og sejlet ind til raffinaderiets kaj, hængende i krogen. Efter nogle ugers forberedende arbejde på kajen kunne den krævende transport til installationsområdet gennemføres.
Den eneste mulige transportrute bød på meget lidt plads, skarpe sving, meget stejle stigninger og broer med begrænset bæreevne – hvilket stillede store krav til både planlægning og forberedelse.
Ved ankomst til installationsområdet blev tårnet rejst og løftet på plads med to store kraner. Også her var pladsforholdene trange med rørføringer og konstruktioner tæt omkring, hvilket igen stillede store krav til forudgående planlægning.
Planlægningen af hele opgaven tog over to år, før selve arbejdet kunne påbegyndes.
Opgaven blev udført med en 400 tons Shearleg-kran (Taklift), en 2x12-akslet modulanhænger, en 500 tons mobilkran og en 600 tons bæltekran.